Om Mette Baasch

Uddannet gennem livet, gennem mine øjne og sind.

Jeg arbejder med ler, skulpturelt og visuelt. Til tider er det kattevæsener, - til tider fruentimre og deres skjulte ynder. Det kunne også være boxerhvalpens mange betagne folder eller blot en linie eller form, hentet fra naturen, som optager. Altid vender jeg tilbage, starter forfra på ny, - som dagen der indhenter natten og gryer igen og igen. Altid vil der være noget at forandre, noget at tilføje,
- noget af livet som endnu er uprøvet.

Jeg bor og arbejder der, hvor de fleste nok vil betegne som: "Langt ude på landet". Langt ude på landet, hvor stilheden er en vigtig del af tilværelsen. - Man kan til tider godt få en pludselig fornemmelse af, at nogen har trukket stikket ud, og at det ville være synd, at sætte det i igen. En underlig følelse, valget er mit, om jeg vil bryde stilheden, eller lade den være i sin enkelthed.

Der er morgener, hvor jeg stille og roligt lister af igen. Finder mit kamera og sætter mig lidt på afstand. Denne stilhed arbejder jeg meget med og i.
- Som en fornemmelse af "snapshot", og tusinde indfald. Hvor intet synes at ville forandres, hvor fortid og nutid er et. Kan man fastholde den i et stykke brændt ler?

Når mine skåle balancerer på et enkelt punkt, er det for at illudere den lethed som stilheden giver.